Elbil-test: Er det noget for os?

TEST: Vi har testet denne brugte Nissan Leaf fra 2012 i en måned og kørt 1500 km.
Vores elregning steg kun med 312 kr, så måske har vore solceller hældt strøm direkte i bilen, for 0,2 kr pr km lyder næsten for godt til at være sandt.
Bilen er 7 år gammel og vildt lækker med bakkamera, nøgleløs betjening appleplay mm.
Dens rækkevidde i praksis er max 155 km. Prisen er 130.000 kr (fås ned til 85.000)
Positive overraskelser:
1) Man vænner sig hurtigt til rækkevidden. Efter et par dage holdt vi op med at ta kablet med. (Så når bil-anmelderne skriver at kablerne skal pakkes og altid fylder i bagagerummet, så er det altså ikke noget problem i praksis)
2) Lader: Når man køber en elbil kan man vælge mellem 220V-lader (mormorkablet), eller en mellem-lader eller en stor hurtigere lader. Til vores store overraskelse kunne vi nøjes med mormor-laderen!!! -vi har ikke haft brug for at lade hurtigt hjemme. Bilen var altid hjemme længe nok til at den var klar. -og den kom jo aldrig helt flad hjem.
3) Radioen er jo VILDT god!!!!!! Musik er en fornøjelse når al motorstøjen er væk!
4) Køreglæde og streetcred: Vi er normalt ret ligeglade med hvordan biler kører. “Alle nye biler kører fint”. Men den her kører fantastisk fedt og det er SUPER-skønt, at den har et hurtigt og lydløst optræk.
En dag kom jeg til at lave hjulspin på Holbæk station. Det var lidt pinligt. Jeg er ellers ikke motorbølle.
Folk lægger tit mærke til den, og det er lidt sjovt for en bil til 100-130.000 kr.
5) Færre ting kan gå i stykker: Ingen motorolie-problemer eller kobling eller slanger der kan dryppe osv osv. 6) Man lader meget meget sjældent ude. -næsten altid hjemme. Lange ture: Denne model (24kW-batteri) er lille til lange ture. På en tur til Odense ladede vi i Slagelse i 20 minutter på både ud- og hjemtur. Og lidt i mine forældres carport i Odense. Det var fint med en pause.
Men også lidt træls. MEN: Vi kører ikke ret tit så langt! Så det er måske til at leve med!
Negative overraskelser:
1) Der er kun én ladestander hvert sted. Så hvis en anden har snuppet den…så må man lige vente lidt. -om nogle år kan der måske blive kø????

2) Man er ret fokuseret på rækkevidden. -især i starten. Men så går det bedre. Man kan ikke lige spontant drøne til Sydsjælland og hente noget. -uden at bruge lidt ekstra tid.
Men hæj: Hvor tit gør man det?

3)  Anhængertræk kan monteres, men må kun bruges til cykelstativ.
4) Den var så sjov at køre, at jeg oftere valgte bil fremfor cykel og tog. -.og det var jo ikke meningen….. 


Konklusion: Elbilen kører fantastisk! -og næsten lydløst. Hvis en husstand har brug for 2 biler er det OPLAGT at den ene er en elbil! Denne burde kunne klare de flestes nummer to-bils-behov! Vi sparer nu sammen til en brugt model fra 2018 med 40kW-batteri og rækkevidde i praksis på ca. 250 km. Pris ca 200.000 kr.
Prøv selv: Vi lejede den hos Nissan!

Grafikken er fra DRs undersøgelse af myterne om forskellige biltypers CO2-belastning. Den er desværre nødvendig at kende da man konstant møder folk som liiiige vil indvende noget om elbiler og batterier mm.

maj 2019

En tanke om “Elbil-test: Er det noget for os?

  1. Jacob siger:

    Der er sket meget omkring elbiler siden dette opslag.
    Især er der kommet mange flere af dem på vejene. Det gør ulempe nummer 1) meget større: Der er kun en lader ved hver “station”, og det er irriterende nu hvor der pludselig er flere der bruger dem.

    På den anden side kører elbiler meget længere på en opladning i dag end for 9 år siden, da denne bil blev produceret. Så hvis man køber en ny og kan lade derhjemme, så er det sjældent man skal lade offentligt.
    Men hvorfor købe en ny når der er så mange gode gamle elbiler på markedet? Mange af dem har kørt som ekstra-bil og få har kørt særligt mange kilometer.
    Dermed er de heller ikke specielt slidte. Husk også at der ikke er slanger og rør og mulige utætheder. Bortset fra på sprinklervæske-anlægget, men hvor tit går det lige i stykker?
    Så er der selvfølgelig batteriet, som er den del der kan slides, og som er træls at købe i defekt tilstand. Mange spørger hvad et nyt batteri koster. For det første er spørgsmålet ikke relevant, fordi man ikke skifter et helt batteri. Man reparerer de celler der er defekte og så kører man videre.
    Der er også gået sport i at udvide batterier og fx finde 40kW batterier fra totalskadede biler og sætte dem i de første Leafs fra 2011 som kun havde 24 kW. Men der er foreløbig ingen i Danmark der udbyder den slags service.
    I Holland har firmaet Muxsan udviklet en løsning hvor de lægger et ekstra battery i bagagerummet. Det koster dog 3990 € og en tur til Holland.
    https://muxsan.com/English/products.html#nissan-leaf-battery-extender

    Men den brugte Leaf som vi købte i 2019, har snart kørt 70.000 km uden at den ser ud til at have mistet noget batteri-kapacitet.

Kommentar er lukket